Enhver mand har brug for et projekt. Noget du oplever som meningsfuldt. Noget hvor det er dig der bestemmer. Noget som engagerer dig og motiverer dig. Noget der får dig til at stå op om morgenen. Det kan være dit arbejde, eller det kan være din hobby. Det kan være du sælger sko, danser tango eller udtænker politiske programerklæringer. Det er ligegyldigt. Det vigtige er: Kan du give dig selv og dit hjerte til det?
Du kan kende dit projekt på følgende måde: Når du arbejder på det, så er det det vigtigste i verden. Du er fokuseret og du vil ikke forstyrres. I hvert fald kun med ting som har relevans for dit projekt. Tid kan forsvinde for dig, når du beskæftiger dig med dit projekt. Du kan blive helt opslugt af det, fuld af gnist og iver og inspiration. Eller det kan fylde dig med en stille glæde og tilfredshed. Hvordan du end mærker det, så føles det ekstremt meningsfuldt at arbejde på det.
Det er vigtigt for en mand at have et sådant projekt. Din hjerne er bygget til det. Den er bygget til fokusere og lukke alt andet ude. Den er f.eks. mere opdelt end en kvindes hjerne, hvor de enkelte centre er mere forbundne. Brug den til det den er god til! Fokuser på noget og dediker dig til det. Skab noget ud af det. Realisér noget med den. Ellers benytter du aldrig det redskab du er, dig som mand og din maskuline hjerne, til det I er bedst til.
Og når vi nu er ved nogle af forskellene imellem mænd og kvinder: Dit projekt kan i perioder være dit parforhold. Du nyder det fuldt ud: din kærestes dejlige smil, hendes duft, hendes latter, hendes væsen. Du er fuldt tilstede i det. Eller du dedikerer dig til at prøve at forstå de dynamikker, der udspiller sig imellem jer. Du prøver at forstå hende, og hvorfor det nogle gange går godt, og andre gange mindre godt.
Dit projekt kan også i perioder være dine børn. Du engagerer dig i dem og deres liv, og tilbringer det meste af din tid sammen med dem. Sådan kan det være i perioder, og når du gør det, så nyder du det forhåbentlig fuldt ud. Men hvis du er som de fleste mænd, og du skal være ærlig overfor dig selv, så vil hverken parforhold eller børn være tilfredsstillende for dig at dedikere hele dit liv til. Du vil føle et behov for også at skabe noget ude over familiens rammer. Du føler et behov for at udrette et eller andet.
Både mænd og kvinder føler naturligvis dette behov. Men over en helt bred kam så føler mænd det mest. Nu lever vi naturligvis i en tid, hvor alting er blevet vendt på hovedet, og hvor kvinder har jobs og karriere, og mænd skifter bleer og gør rent derhjemme. Og det er fint og godt alt sammen. Længe leve den sociale, juridiske og økonomiske ligestilling. Men den må ikke gå ud over erkendelsen af, at der er essentielle forskelle på mænd og kvinder.
Vi skal ikke komme nærmere ind på de grundlæggende årsager til disse forskelle her. Men der er rigeligt af belæg for dette, dels i vores forskellige hormonspejl, vores kroppes forskellige bygning og styrkeforhold, vores forskellige rolle i reproduktionen, vores hjernes forskelligheder, etc. etc.
Og en af konklusionerne på disse forskelle er, at projektet er vigtigt for manden. Du har en masse testosteron du skal have brugt til noget, du har en hjerne der er skabt til at fokusere, du er genetisk kodet til at gå ud og nedlægge et bytte så du kan forsørge din familie, og du ved instinktivt, at du af det andet køn bliver målt på din evne til at gøre lige netop dette.
Du har med andre ord noget at bevise som mand. Du bliver målt på din evne til at penetrere verden og gøre det, du nu gør, godt. Og der er derfor ikke noget at sige til at præstationsangst rammer alle mænd i løbet af et liv, enten seksuelt eller ude i verden. Løsningen er imidlertid ikke at fornægte dette pres, denne angst – eller drivet til at udrette og præstere. Løsningen er at finde noget du tror på, noget du kan dedikere dig til. Et projekt. Og så rette dit drive og din udretterkraft ind i det.
Som sagt, det kan være hvad som helst. Der er i dag heldigvis mange andre måder at bevise sit værd og realisere sig selv på, end ved at nedlægge en sabeltiger. Du kan skabe noget smukt i verden. Du kan være en god og trofast ven. Du kan grundlægge en virksomhed og tjene masser af penge. Eller du kan give fuldstændig afkald på jordiske projekter og hellige dig visdom og indre søgen. Et åndeligt projekt.
Det vigtigste er at du gør noget. Livet er endeligt, og du har en begrænset mængde tid og energi til din rådighed. Hvad stiller du op med den? Sjofler du den væk på distraktioner og underholdning, eller på projekter som du dybest set ikke tror på og ikke kan stå inde for?
Lev dit projekt i dag, og hvis du ikke ved hvad det er, så gør det til din første prioritet at finde det.