Hvad vil det sige at leve med et åbent hjerte?

Hvad vil det sige at leve med et åbent hjerte?


Det er et rigtig godt spørgsmål, og et princip man tit hører fremsat i selvhjælpskredse. At vi skal leve med et åbent hjerte. Selv om det gør ondt, som forfatteren David Deida skriver. Det er også et princip man møder omsat til handling på diverse workshops, hvor vi bliver guidet i at åbne os for hinanden på den ene og den anden måde. Men hvad betyder det egentlig? Hvad vil det sige at leve med et åbent hjerte, og skal vi gøre det i alle situationer?

Min forståelse af det er dette: At leve med et åbent hjerte vil sige altid at bestræbe sig på, at være i kontakt med ens egen oplevelse af kærlighed. Det betyder ikke at du skal tage hele verden ind i dit hjerte, det kan du slet ikke rumme. Men det betyder at møde verden fra et kærligt sted, og med de bedste intentioner. Det betyder at du grundlæggende styrker og dyrker en kærlighed til dig selv. Og det betyder at når der sker ting omkring dig, som kunne true med at lukke ned for din oplevelse af kærlighed – f.eks. oplevelser som trigger din frygt, vrede, frustration, tvivl, eller som gør dig nedtrykt, stresset, deprimeret, ked af det etc. – så bestræber du dig på samtidig at holde et vindue åbent til din oplevelse af kærlighed.

Lad os antage at du bliver vred. Du skal ikke undertrykke vreden, for guds skyld ikke, men du skal heller ikke lade vreden fjerne dig fuldstændig fra din egen indre oplevelse af kærlighed. Det er når du kan rumme både kærligheden og vreden – eller frygten, jalousien eller ked-ad-det-heden – på én gang, at der kan ske en forvandling.

Så nej, at leve med et åbent hjerte betyder ikke, at vi skal tage hele verden ind i vores hjerte, og dermed alle dens sorger på vores skuldre. Det kan godt være der sker noget ubehageligt omkring dig, og at du bestemt ikke har lyst til at tage det ind i dit hjerte. Men i det mindste skal du ikke lade det lukke dig ned for at opleve kærlighed indeni dig selv. Du skal ikke lade det lukke dig ned for at have kontakt med dig selv. At leve med et åbent hjerte vil sige at bestræbe sig på ikke at være styret af frygt, vrede, etc. Særlig ikke i de situationer hvor disse følelser fylder os. Anerkend dem, men lad dig ikke diktere af dem. Og insistér på at bevare kontakten med din indre kærlighed og sandhed, uanset hvad.