For nylig stødte jeg på én af den slags artikler, som igen beskriver hvor galt det står til med manden. Hvordan han sakker totalt bagud på uddannelsesområdet, hvordan han lever usundere og dør tidligere end kvinder, og hvordan han stagnerer ude i udkants-danmark, og hverken flytter sig geografisk eller mentalt.
Kvinderne giver den til gengæld gas. 312.000 kvinder imellem 25-45 har en lang videregående uddannelse, imens det kun er tilfældet for 220.000 mænd. Kvinderne får højere karakterer, de er mere socialt og geografisk mobile, de har bedre netværk, er sundere, lever længere, etc. etc.
Man fristes til at tænke ’shit, det står sgu galt til med manden.’ Engang sad han på flæsket, og nu går det bare ned ad bakke.
Men lad os lige stoppe dér et øjeblik, for 1) hvem var det egentlig lige der sad på flæsket i gamle dage, og 2) står det nu også så galt til i dag?
For at tage det første først. Samfundet var afgjort mere kønsopdelt i gamle dage, hvor man som mand eller kvinde havde specifikke roller og funktioner. Og det er helt klart, at dem der styrede samfundet overordnet set var mænd.
Men to ting at sige til det: For det første var det jo ikke alle mænd, der styrede samfundet. Faktisk var det kun en meget lille privilegeret minoritet. Som i øvrigt trynede de mænd, der var lavere i hierarkiet ganske eftertrykkeligt. De laverestående mænd blev sendt i krig og døde og blev lemlæstet dér. De var beskæftiget med alskens hårdt og farligt erhverv, hvad de i øvrigt stadig er, hvilket tog og stadig tager nogle af os i ny og næ. Det var manden der måtte ud og skyde noget af kongens vildt til familien om vinteren, hvis høsten slog fejl, og dermed ham der løb risikoen for at blive gjort fredløs eller stillet i gabestok. Og som om det ikke var nok, har naturen også altid været hård ved manden, spædbørnsdødeligheden har altid været langt højere for drenge end for piger, og selv hvis vi overlever den, dør vi stadig også væsentlig tidligere end kvinder. Så første konklusion; nok sad der en lille privilegeret gruppe mænd på samfundets magt, men resten af mandeskaren var på mange måder lige så undertrykte og begrænsede som kvinderne.
Den anden ting: Nok var kvinderne overvejende begrænset til at slå deres folder på familiens og hjemmets scene – men det var omvendt også deres scene. Og i langt mindre grad mandens. Hvor manden (eller visse mænd) styrede samfundet, så styrede kvinderne i væsentlig grad familierne. Husholdningen, børnenes opdragelse, og ofte også familiens økonomi. Hvor mændene havde langt mindre, hvis noget, at skulle have sagt.
Var en kvinde begrænset fra at deltage i det offentlige og politiske liv? Ja, det var hun. Men var en mand også begrænset, hvis han egentlig bare havde mest lyst til at gå hjemme sammen med børnene og passe huset? Ja, det var han bestemt også. Han måtte ud at arbejde i marken, gå i krig, etc.
Det er derfor godt og fint, at vi har fået løsnet op for rollerne, så både mænd og kvinder kan følge det, som måtte være deres naturlige impuls. Og som jo kan skifte undervejs i løbet af et liv.
Tilbage til manden: Står det vitterligt så galt til i dag? Min vurdering vil være både ja og nej.
Nej først. Lad os kigge en gang på den famøse uddannelsesstatistik. Er det f.eks. skidt at kun 220.000 mænd imellem 25-45 har en lang videregående uddannelse imod 312.000 kvinder? Det synes jeg ikke. Vi kan jo for pokker ikke skrive humanistiske artikler alle sammen (sagt af en humanist), og der er altså stadig nogen, som skal udføre alle de dér farlige og hårde erhverv, og det bliver nok i mindre grad kvinderne. Hvis udkantsdanmark ikke skal blive fuldstændig affolket, så er det også nødvendigt, at der er nogen som holder skansen dér, selv om der ikke er nogen uddannelser. Og det bliver nok også mændene.
Dernæst og ganske interessant så er mænd mere risikovillige. En nylig statistik viser at af alle nystartede virksomheder i 2015 blev kun 29,2 % oprettet af kvinder. Kvinderne sværger mere til de faste, sikre jobs, mens flere mænd har lyst til at prøve kræfter med at være selvstændige – med den selvfølgelige risiko der er dér. Så når de figurerer mindre i uddannelsesstatistikker, er en del af svaret, at mange af dem er ude og starte virksomheder op. Så sent som for et par måneder siden havde jeg på et af mine kurser en ung mand, som var i gang med at droppe ud af gymnasiet for at starte sit eget tømrerfirma. Sidst jeg checkede op på ham, så det ud til at gå rigtig godt.
Endelig er der selvfølgelig en god portion af mændene, som går til bunds. Det er trist og sådan har det desværre alle dage været. Det er stadigvæk fortrinsvis mænd der bliver alkoholikere, hjemløse, kriminelle, narkomaner og bumser. Eller som slet og ret bare går i stå. Ligesom det stadig fortrinsvis er mænd, der bestrider de mest magtfulde positioner og embeder i samfundet.
Den armenske forsker Vigen Geodakjan forklarer denne sociale spredning hos manden med, at ’manden er udviklingens spydspids’. Det er f.eks. bevist at genetiske mutationer sker primært i Y-kromosomet, det mandlige kønskromosom. Naturen eksperimenterer så at sige med drengene. Nogle af de eksperimenter går godt, og de heldige mænd skyder til tops; nogle går mindre godt, og den pågældende mand går til grunde. Vi kunne sikkert ønske os det anderledes, men det lader til at være sådan naturen har strikket det sammen, og trods de sidste 50 års ligestillingspolitik og kønskamp, er der tilsyneladende ikke blevet ændret synderligt ved denne grundlæggende dynamik: Kvinderne vælger det sikre, imens mændene eksperimenterer, generelt set. Og det lader sig aflæse direkte i de nævnte statistikker.
Så nej i første omgang, manden har det lige så fint, som han altid har haft det. Eller, måske mere præcist, er lige udfordret som han altid har været. Nogle mænd stortrives med det, de fleste lever bare deres liv nogenlunde almindeligt, og nogle går til bunds.
Det må være en politisk beslutning, om dette er noget vi fortsat skal forsøge at ændre på. Skal vi på samfundsniveau arbejde for at få nogle flere kvinder ind på direktørgangene, og for at hive nogle flere mænd op af subsistensløsheden, så der kan blive ligestilling på alle niveauer af samfundet? Det har jeg ikke svaret på, og jeg vil ikke forholde mig videre til det her.
Til gengæld vil jeg fremhæve et sted, hvor jeg mener der er rum for forbedringer hos en del mænd. Det handler om evnen til at forholde sig lidt mere indgående til sig selv og sine følelser. Det kan lyde lidt hippie-agtigt, men en hel del mænd er faktisk stadig ret dårlige til det. Det skyldes helt klart stadig noget kulturelt vraggods fra tidligere tider, en idé om at man er svag hvis man viser følelser, men som vi skal se om lidt, er der også nogle decideret biologiske faktorer på spil.
Denne hos manden ofte mindre udviklede evne bliver en forhindring for ham i det nuværende samfund. For vi interagerer mere med andre mennesker end nogensinde før, og der hjælper det at have en veludviklet følelsesmæssig intelligens, så man kan mærke, hvad der rører sig i én selv og i andre mennesker. Dette er brugbart i mange sammenhænge, f.eks. arbejde, men også og navnlig i parforhold.
Hvis vi kigger på skilsmisse-statistikken, så er det, som det ser ud pt., i cirka tre fjerdedele af tilfældene kvinden der tager initiativet til skilsmissen. Hun vil videre, og han… var måske meget godt tilfreds, eller fattede han bare ikke rigtig hvad der foregik?
Hvis vi kigger på mænd og kvinders hjerner, så er der allokeret cirka dobbelt så meget processor-plads i kvindens hjerne til at håndtere og bearbejde følelser, og til at aflæse andre menneskers følelser via mimik og kropssprog, end der er i mandens hjerne. Allerede når et drengefoster er 8 uger gammelt begynder de større mængder af testosteron at dræbe nogle af cellerne i disse hjernecentre og i stedet udvikle nogle flere i – surprise – de centre som tager sig af sex, aggression og rumlig forståelse.
Dette er nogle af de biologiske faktorer, som gør at mænd og kvinder er forskellige, og at kønnet ikke blot kan reduceres til en social konstruktion. Og det har tydeligvis haft en evolutionær funktion, ellers ville forskellene ikke have været der. I dag er det måske forklaringen på, at en person, der kan bakke en lastbil med anhænger ind igennem en port i en skæv vinkel, typisk er en mand. Og at en person som arbejder med små børn, hvor det er vigtigt at kunne aflæse barnets behov via dets kropsprog og lyde, typisk er en kvinde.
Det er i hvert fald udgangspunktet, men heldigvis har naturen gjort os mere fleksible, end vi tidligere har troet. Hjernen kan f.eks. ændre sig temmelig meget afhængig af, hvad vi bruger den til. Kvinder kan styrke de egenskaber, som man traditionelt ville kalde for maskuline, og gøre brug af dem i erhvervslivet. Det gør de. Og mænd kan lære at mærke og udtrykke deres følelser, og mærke andres følelser, selv om vi i udgangspunktet er dårligere disponeret til det end kvinder.
Og her er vi nået ind til et punkt, hvor jeg mener at moderne mand kunne udvikle sig lidt. For ret mange mænd taler faktisk ikke ret meget om følelser. Og om hvordan de lige går og har det. Stadigvæk her i år 2017. Og det at de ikke gør det, betyder at de ikke øver sig på det, og så bliver de heller ikke bedre til det. Og når vi ikke er særlig gode til at mærke vores egne følelser, så er vi typisk endnu dårligere til at mærke den andens, og det gør at der f.eks. kan have været dårlig stemning i lang tid i et ægteskab, hvor manden knap nok har ænset det, mens kvinden er lige ved at gå ud af sit gode skind.
Så, at mænd blev bedre til at mærke sig selv og deres følelser og udtrykke deres behov kunne godt være en hjælp for alle.
En anden tendens er at kvinder nu gør sig fuldt ud gældende på arbejdsmarkedet, men i mange tilfælde også stadig er dem, der sætter dagsordenen i parforholdet og familien. Hvor mænd i overvejende grad nok stadig har deres fokus på arbejdet og karrieren. Det betyder igen, at det tit bliver kvinderne, der kommer til at designe parforholdet og familielivet, mens manden lidt tager hovedet af når han kommer hjem og på igen, når han tager på arbejde. Og det bliver en del kvinder også trætte af i længden.
Samlet set kunne vi måske sige, at det ville hjælpe manden at udvikle nogle lidt mere feminine kompetencer – men uden at glemme at være mand. For hvis han bliver alt for blød og rar, så har det også en tendens til at gå ud over sexlivet. Så tænder hun ikke rigtig på ham længere. Det er den svære balance, og mit bedste bud på mandens udfordring i 2017.
